Arbejdet i arresten er et sognearbejde. Cellebesøg er husbesøg. De indsatte er medmennesker. Samtalerne med de indsatte er ligesom samtaler med alle andre sognebørn.

Af Roar Lavik - arresthuspræst

Sognebesøg i Helsingør Arrest

Arresten i Helsingør er et af mine tre "sogne". Det er ikke vanskeligt for mig at komme ind og ud, men det er det for de indsatte. Først skal jeg igennem en sluse for at komme ind i arresten, for sikkerheden er helt i top. Af samme grund kan jeg heller ikke medbringe mobiltelefon. Men jeg udstyres med en nøgle, og kan derved låse mig vej gennem arresten - også ind til de indsatte i deres celler. I receptionen har jeg et dueslag, hvor anmodningssedlerne bliver lagt. De indsatte udfylder en anmodningsseddel, når de f.eks. vil tale med en sygeplejerske, skolelærer, socialrådgiver, advokat, frisør eller præst.

På husbesøg i arresten

Med anmodningssedlerne i hånden bevæger jeg mig fra celle til celle. Jeg banker på, ligesom når jeg er på husbesøg i mine sogne. Jeg anser cellen for at være et privatområde, og jeg vil gerne udvise respekt over for de indsatte. "Jeg er arresthuspræst og kommer, fordi du har ønsket at tale med mig." Undertiden kommer jeg også uopfordret til en celle og præsenterer mig, hvorefter jeg spøger, om jeg forstyrrer eller de har lyst til at tale med mig. Især kan de, der sidder i isolation, have stort behov for at tale. Som arresthuspræst har jeg det privilegium også at kunne tale med mennesker i isolation. Næsten alle vil gerne tale med præsten. Præsten opfattes som et menneske, der gerne vil være der for dem. Præstens tavshedspligt giver også et godt udgangspunkt for en fortrolig samtale.

Samtalerne med de indsatte foregår enten i deres celle, i en af opholdsstuerne eller i skolestuen. I skolestuen har jeg mulighed for at servere en kop kaffe og undertiden også et stykke kage. Jeg tror, at det kan være et frirum for de indsatte at forlade deres celle og komme ind i et større og lysere rum med en mere hyggelig atmosfære.

Samtalerne i arresten

Samtalerne mellem præsten og den indsatte er en samtale mellem to mennesker. Jeg betragter ikke den indsatte som kriminel, men som et medmenneske. Det er et menneske - det kunne have været dig eller mig. Når man præsenteres for billeder af familiemedlemmer, så kommer man også til at tænke på dette medmenneske, som en far, en ægtefælle, en søn, osv.

Samtalerne kan være meget forskellige, men ofte meget personlige. Nogle fortæller mig om forhold fra deres liv, som de aldrig tidligere har nævnt for andre. Nogle fortæller om den forbrydelse, de er indsat for. Nogle taler om den skyld, de bærer på - også i forhold til forældre, børn og ægtefælle. Nogle ønsker forbøn. Nogle ønsker navneændring. Nogle ønsker oplæring i den kristne tro. Nogle ønsker absolution.

Når jeg hører menneskers livshistorie, har jeg mange gange spurgt mig selv, om det ikke i høj grad skyldes omstændighederne, at vores liv former sig forskelligt. Kunne ikke hvem som helst være havnet i noget kriminelt, hvis det havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

De indsatte har børn

I stigende grad er jeg blevet opmærksom på, at de indsatte har børn - og disse børn har brug for omsorg. Der er foreninger, der inviterer til arrangementer for de pårørende. Jeg sætter gerne pjecer og foldere op på opslagstavlerne i arresten med den slags arrangementer.

Et barn udviser ofte den samme sorgproces, hvad enten far dør eller sættes i fængsel. Undertiden kan der være tale om mange års afsavn! Der er børn, der vokser op, uden deres far. Barnet kæmper ikke bare med savn, men også ofte med skam. For mange børn indebærer det også krise: Selv om far har begået noget kriminelt, er han stadig min far!

Børnene må hjælpes til at håndtere de modsatrettede følelser. Det kan være en stor overvindelse at besøge sin far i en arrest eller et fængsel. Barnet føler sig måske også mærket af det. Ofte overføres stigmatiseringen af den kriminelle også til den kriminelles familie.

Præsten udfylder en vigtig funktion

Nogle indsatte ønsker ikke at tale med nogen. De vil ikke forstyrres. Undertiden skyldes det den krise, de er i. De kæmper med vrede, identitetsproblemer, skyld, skam, osv. Men ofte vil de alligevel gerne tale med præsten. Som præst er det vigtigt at lytte - at forstå - at sætte sig i den andens situation. For den indsatte kan det være en stor befrielse at opleve, at man bliver forstået. Det er en stor hjælp at tale, at læsse af, at få et nyt perspektiv på tilværelsen, at få et håb. Ja, for mig er det vigtigt at formidle et håb. Der er håb om en fremtid! Der er muligheder for at få et nyt liv!

Ingen kirkesal i arresten

Desværre er der ingen kirkesal i Arresten i Helsingør. Det er et stort problem. Af samme grund har der indtil nu kun været afholdt julegudstjenester på enkelte afdelinger. Behovet for en kirkesal er stort. Der er ofte indsatte, der på anmodningssedlerne eller i samtaler udtrykker ønske om at deltage i gudstjenester. Der er stor gudstjenestedeltagelse i de arrester, hvor der er en kirkesal. Der bør være en kirkesal i alle arrester.

Teologisk begrundelse for arbejdet

Det er ikke svært at legitimere mit arbejde som arresthuspræst ud fra Bibelen. Meget tydeligt siges det i Hebræerbrevet: "Husk på de fængslede, som om I var deres medfanger" (Hebr 13,3). Vi skal sætte os i deres sted. Vi skal møde dem som medfanger. For mig betyder det, at vi skal møde de indsatte på en ligeværdig måde - altså som et medmenneske.

Hvordan husker man på de fængslede? Det kunne være ved at besøge dem eller ved at sende breve. Begge dele har for mange indsatte stor betydning. Det betyder meget at vide, at der er nogle, som tænker på dem, som savner dem, som de betyder noget for, og som venter på, at de kommer ud.

Jesus siger: "Jeg var i fængsel, og I besøgte mig" (Matt 25,36). Jesus har aldrig personligt siddet i en arrest eller i et fængsel. Forklaringen er da også, at det at besøge et medmenneske er at besøge Jesus selv. "Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig" (Matt 25,40). Det er en meget klar opfordring til at besøge og hjælpe mennesker i fangenskab. Opfordringen er ikke til at komme uden om.

Endelig har arbejdet blandt indsatte altid været en del af kirkens diakonale arbejde.

Paulus sad fængslet

Den apostel, der har skrevet de fleste breve i Det nye Testamente, sad fængslet flere gange. Apostelen Paulus sad fængslet bl.a. i Filippi, Efesus og Rom. Flere af hans breve er skrevet under fængselsophold. Paulus var ikke kriminel. Han sad fængslet for sin tros skyld. Selv om Paulus fik besøg, mens han sad fængslet, følte han sig også undertiden alene og ensom: "Under mit første forsvar kom ingen mig til hjælp. Alle svigtede mig. Gid det ikke må blive tilregnet dem" (2 Tim 4,16).

Beretningerne om Paulus, kan godt give anledning til en del refleksioner. Selv om de fleste mennesker, der havner i en celle, også har begået noget kriminelt, så er der faktisk tilfælde, hvor der begås fejl, og hvor det er uskyldige mennesker, der bliver arresteret. Mange af dem, der sidder i arresten, venter på deres dom - og udfaldet kendes endnu ikke.

Det fremgår tydeligt, hvilken betydning det har, at der er venner, der er til hjælp, når man er fængslet. De fængslede har også brug for at blive bakket op på forskellig måde.