Selv om der spores små fremskridt for de indiske kvinder, vil der alligevel gå lang tid, inden de opnår ligestilling i vestlig forstand, skriver kronikøren, der har været på studieophold i landet i år.

Kronik i JyllandsPosten

Lørdag 22.08.1998 - Af Roar Lavik, sognepræst

For mange forældre i Indien er det en katastrofe at få for mange piger, fordi det senere indebærer store udgifter til ægteskab og medgift. Derimod giver det status at få en dreng, samtidig med at det giver en social sikkerhed i ens alderdom, idet drengen har ansvaret for sine forældres underhold.

Følgen er, at mange piger slås ihjel under graviditeten såvel som umiddelbart efter fødselen. Desuden dør mange piger som spæde på grund af manglende omsorg. Den naturlige konsekvens heraf er, at der er flere drenge end piger.

Indien er et samfund, som stadig er vidne til drab på nyfødte pigebørn.

Der er skolepligt i Indien. Ifølge lovgivningen skal også pigerne gå i skole. Men her er oplys­nings­virksomhed gennem myndig­heder og socialt arbejde yderst på­krævet, idet mange forældre ikke kan se nogen be­grundelse for, at piger skal lære at læse og skrive.

Gennemgående må pigerne nøjes med kortere og dårligere skole­gang end drengene. Mens drengene i højere grad får mulig­hed for at få en uddannelse, må pigerne nøjes med at passe mindre søskende, tage sig af dyrene, arbejde i marken eller gå deres forældre til hånde.

For at hjælpe de under­trykte grupper, kasteløse, stammefolk og kvinder, giver regeringen en del fripladser på alle ud­dannelsestrin. Ugifte kvinder må imidlertid ikke bo alene i Indien. Da de to køn holdes adskilt, er det ofte problematisk at finde logi i storbyer­ne. Det kan i sig selv være en uovervindelig hindring for mange piger. Som pige kan man ikke gå i byen, på restaurant eller i bi­ografen med en fyr. Det kan først ske, når man er blevet gift. Dersom en pige bliver voldtaget, vil hun være afskåret fra at blive gift og ofte havne i prostitution. Hvis pigerne ikke kan bo hos nære slægt­ninge, må de ind­logeres på specielle kvindekollegi­er.

Fremtiden for mange landsby-piger er at passe køer og føde børn. Over halvdelen får aldrig lært at læse.

Selv om det er forbudt at bortgifte piger, inden de er fyldt 18 år, afholdes der mange bryllupper, hvor bruden er yngre. Famili­en bestemmer, hvem hun skal giftes med. Ikke mindre end 90 % af ægteskaberne er stadig arran­gerede af familien.

Jeg mødte flere piger i alderen 20-24 år, som ikke engang var klar over, hvem de skulle giftes med, selv om der for længst var truffet aftaler mellem de to familier. Det afgørende for pigerne er tilsyneladende ikke, hvem de skal giftes med, men at de skal giftes! Dersom en pige ikke bliver gift, skyldes det noget unormalt enten hos pigen selv eller hos hendes far.

Hvis mandens og kvindens horosko­per passer sammen, forventer man ifølge hinduernes tankegang, at ægtefællerne får et godt liv sammen.

En ung mand, der studerede teologi, fortalte mig, at han skulle giftes, når han i løbet af 3-4 år var færdig med sin uddannel­se. De kendte begge hinanden. Han var af den opfattel­se, at det var i orden, at forældrene havde afgørende ind­flydelse på valget af ægtefælle, men mente også, at pigen og manden skulle spørges og selv være indforstået. Det var trods alt dem, der skulle leve livet sammen!

Det kan være vanskeligt for vestlig tankegang at forstå en sådan indstilling. Mens vi er meget individualistiske, er indernes identitet dybt forankret i deres familie. Tilknyt­ningen til familien spiller en stor rolle. Forældrene tillægges større autoritet, ligesom respekten for de ældre er meget større.

Det, forældre skal ofre i forbindelse med datterens bryl­lup, hviler som en tung byrde på de fleste familier. Medgift, spisning og gaver til brudgommens familie og venner kan i hvert enkelt til­fælde udgøre mange tusinde rupier (Rs). Det indebærer økonomisk ruin og bundløs gæld for mange forældre, hvis de har flere døtre.

Eksempelvis kan medgiften ved ægteskab med en teolog fast­sættes til en pris på 100-200.000 Rs, for andre akademikere kan prisen komme op på 500.000 Rs, mens medgiften for en professor kan udgøre 10.000.­000 Rs.

Selv om medgift er forbudt ved lov, er det én af de skikke, der er så dybt forankret i traditionen, at der vil gå meget lang tid, inden denne skik er udryddet.

Samfundet er stadig vidne til at unge brude brændes, hvis de ikke er i stand til at opfylde deres svigerfamilies krav om medgift.

Kun ganske få ægteskabs-annoncer rummer den magiske sætning: "Kaste ingen hin­dring" eller "Ingen med­gift kræves."

Kvinden er hovedperson for første og sidste gang i sit liv under bryllups-ceremonien. Normalt skal kvinderne helst ikke ses i offentligheden. Men når hun skal giftes bliver hun sminket og pyntet. Allerede dagen efter er hun i sin sviger-families hus, hvor hun i begyndelsen får alt det tunge og slidsomme arbejde. Kvindens opgave og rea­lisering ligger i ægteskabet.

Mens muslimer har op til fire koner, hvis de er i stand til at forsørge dem, har hinduer og kristne kun én kone.

Der er en udpræget diskrimination mellem høj og lav kaste, mellem lys og mørk, og mellem mand og kvinde!

Fattige arbejdsmænd betragter det som deres ret at bruge 20 ud af de 30 Rs, de tjener pr. dag på sig selv. Mændene bruger således to tredjedel af deres løn til druk, biograf, osv. Konen får kun 10 Rs pr. dag til hele familiens husholdning. For 10 Rs kan man købe et kilo ris. Men husholdningspengene skal også dække tøj, m.v. Det kan derfor nemt tage flere år at spare sammen til en ny sari!

Det, kvinder­ne derimod tjener, tilhører hendes mand, hendes far eller hendes familie! Hun har ikke selv nogen ret til at beholde det!

Manden har ret til at slå sin kone. Mange kvinder får ofte tæv helt uden grund. Manden kommer beruset hjem fra værtshuset, hvor han har drukket med sine arbejds­kollegaer. Det går ud over kone og børn.

Den, eneste, der har ret til at slå en kvinde, er hendes egen mand. Mænd har ret til at gøre endog det for­kerte. Kvinden har ikke engang ret til at gøre det rigtige uden sin mands accept. En mand har ret til at skille sig fra sin kone, hvis han f.eks. har mis­tanke om, at hun har været ham utro. Kvinden skal derimod kunne bevise sin mands utroskab, hvis hun skal kunne forlange skilsmis­se. I øvrigt skal kvinden være sin mand tro, selv om han er hende utro.

Kvinden bliver i de fleste tilfælde nødt til at underkaste sig sin mand for sin egen eksistens skyld! Hendes liv afhænger i høj grad af, om hun er i stand til at føde børn, helst drenge.

Kvinderne har lav social status. 60 % af kvinderne er uden lønnet arbejde. Hvis de endelig er så heldige at have et arbejde, er det ofte dårligt lønnet. Kvinderne er yderst fattige, og mange lever i slum­kvarterer, hvor man ernærer sig ved at sortere affaldet fra los­sepladsen.

Alligevel holder kvinderne sig utrolig rene. Selv om de nærmest bor og arbejder på en mødding, er deres tøj rent.

Kvindens muligheder for at tjene penge øges betragteligt, hvis hun f.eks. er i besiddelse af en symaskine. Men ofte må kvinderne påtage sig et fysisk krævende arbejde, som f.eks. at knuse skærver og bære sten og grus til byggepladsen, mens mændene foretrækker mindre krævende arbejde, som f.eks. tekstilarbejde.

Følgelig er der mange kvinder, der slider sig op. Der er stor sandsyn­lighed for, at de dør, inden de fylder 40 år. Selv om gennem­snits­alderen har været stigen­de, og en inder i dag kan forvente at blive 55 år gammel, er leveal­deren dog betydeligt lavere på landet end i byen. Landsbykvinderne har den laveste leveal­der af alle.

Først når en kvinde får en svigerdatter, bliver arbejdsbyrden betragteligt mindre.

Forholdet mellem forældrene indbyrdes og forholdet mellem forældre og børn har i hinduismen religiøse undertoner. Manden bliver først frelst og "kommer i himlen", når han får en dreng. Det forklarer en del af forskellen på drengens og pigens status.

Kvin­dens religiøsitet udfolder sig gennem hendes mand. I religiøs henseende har hindu kvinder ingen rettigheder, men de frelses gennem deres mand. Kvinderne kan ikke nærme sig Gud direkte, men dyrker deres swami (herre), den "to-gange-fødte" mand, der formidler hendes adgang til Gud. En hindu kvinde kan altså få del i sin mands frelse ved at være tro mod ham.

Kvinderne deltager aktivt i udfoldelsen af religiø­se tradi­tioner, f.eks. i besættelseskulten, hvor de kommer i ekstase og optræder som medium for ånden eller guden. Desuden optræder en del kvinder også som spåkoner.

Sammenligner vi indiske kvin­der, kan vi konsta­tere, at muslimske kvinder slet ingen rettig­heder har, hindukvindernes muligheder er knyttet til deres mænd, hvorimod kristne kvinder i åndelig forstand (næsten) lige­stilles med deres mænd.

Derfor er kristen­dommen mest attraktiv for kvinderne. Men kvinderne har ikke frihed til at vælge deres religion imod deres families ind­stilling og vilje. Hvis en gift hindukvinde f.eks. bliver kristen, er det årsag nok til, at hendes mand er be­rettiget til at skille sig fra hende. Skifter en kvinde religion, risikerer hun at miste sin familie.

Desuden er opfattelsen den, at Indien har en hinduistisk kultur, og at kristendommen er en fremmed kultur. Indien er for indere, hvilket vil sige hinduer. En sådan opfattelse kan godt give både kristne og muslimer problemer.

Ellen Blæsbjerg, der har arbejdet i den indiske Arcotkirke i over 30 år, har siden 1982 været leder af et kristent kvinde­kollegium i Madras. Kvindekollegiet, der blev grund­lagt i 1968 af missionær Helga Olesen, og som i dag har kapacitet til at huse 250 unge stu­derende og udearbejdende kvinder under 35 år, udfylder en vigtig funk­tion.

De fleste af pigerne på kollegiet er hinduer, lidt under halvdelen er kristne, og nogle ganske få er muslimer. Men på kollegiet omgås de frit på tværs af kaste- og religionsfor­skelle.

Ellen Blæsbjerg fortæller: "Det er svært for de unge piger, der bliver kristne, mens de går på kollegiet eller møder evangeliets budskab andre steder. De risikerer at blive udstødt af deres hinduistiske familie. Hvis de er muslimer, kan de ligefrem blive truet med at blive slået ihjel. Vi havde en hindupige for et par år siden, der var blevet kristen, før hun kom til os, men de vidste det ikke derhjemme. Jeg ved ikke, hvordan de fandt ud af det, men de kom og hentede hende hjem og tvang hende tilbage til deres tro. Hun måtte opgive at gøre sine studier færdige, og de sørgede for at få hende gift i en fart, så de kunne få sat en stopper for hendes nykker."

90 % af ægteskaberne foregår inden for den samme kaste og religion.

Aktivister og kvindebevægelser, der agiterer mod begrænsede forestillinger om kvindekønnet, får stigende opmærksomhed og støtte. Men samtidig med at mange af disse progressive kvinder er aktive i kvindebevægelser f.eks. på uddannelsessteder og universiteter, står de tavse og passer gryderne, når de kommer hjem.

Alligevel spores små fremskridt for kvinderne, bl.a. som følge af større op­lysning i takt med fjernsynets udbredelse. Men der vil gå lang tid, inden de indiske kvinder generelt opnår lige­stilling i vestlig forstand. Landets fremherskende religio­ner, hinduisme og islam, vil fremdeles cementere mandens dominans. Også kastesystemet vil van­skelig­gøre kvindens fri­gørelse.

Men på trods af religion og tradition er der i dag et stigen­de antal indiske kvinder, der lever i rigdom og luksus. Det er i og for sig ikke et nyt fænomen. Det epokegørende består i, at flere kvinder bryder traditionerne og skaber deres egen formue uden at gifte sig til pengene eller arve dem. De opbygger deres eget firma med internationale for­retningsforbindel­ser.

Et Indien, der i stigende grad åbner sine døre for inter­natio­nal handel, giver også velud­dannede kvinder mulighed for at skabe deres egen formue og tilværelse.