Præsten går tæt på troen

Af Benna Hørlück

Sognepræst Roar Lavik oplever i dag langt større åbenhed for at tale om tro og kristendom end for bare 14 år siden, da han begyndte sit præsteembede i Græsted og Mårum. Roar Laviks stilling som sognepræst er fordelt med 50% i Mårum og 50% i Græsted. Her fortæller han, hvad han ser som sin vigtigste opgave som præst.

– Det absolut vigtigste i mit arbejde er at forkynde evangeliet om Jesus Kristus. Det gør naturligvis gudstjenesten til noget af det centrale i mit arbejde. Her har jeg flest folk i tale på én gang. Men det er gennem de mange samtaler med folk i sognet, jeg finder ud af, hvad der rører sig i folk, fortæller Roar Lavik. Forud for både bryllupper og dåb går samtaler mellem sognebørn og præst, og det er her Roar Lavik for alvor kan mærke, at interessen og nysgerrigheden omkring tro og kristendom har ændret sig, og han har også en fornemmelse af hvorfor.

Hvad tror jeg selv?

Der er i dag stor fokus på nydanskere og deres religion. Religion og tro er simpelthen rykket tættere på. Det betyder, at mange almindelige danskere spørger sig selv: Hvad tror jeg selv? De er døbte, men har ikke rigtig styr på, hvad det indebærer. De vælger, at deres børn skal døbes, fordi det hører sig til, og så får de samtidig selv muligheden for at sætte sig ind i det med dåb og kristendom, fortæller Roar Lavik. Han tilbyder altid at komme hjem til folk for den forberedende dåbssamtale, så han har efterhånden siddet i rigtig mange sofaer i Græsted og Mårum.

Jeg har det godt med at snakke med folk, der hvor de er på hjemmebane. Jeg gennemgår, hvad Det Nye Testamente siger om dåben. De fleste forældre lytter med stor interesse og har også et oprigtigt ønske om at oplære deres børn i den kristne tro. Alle børn, der bliver døbt, får en børnebibel, og jeg mærker, at lysten til at læse for børnene er blevet større. Jeg sidder tit hos familier, der har fået ældre søskende døbt, og som har brugt børnebibelen flittigt. Den nye forældre-generation er mere bevidst end deres egne forældre på det område, de vil finde deres rødder og forholde sig til dem.

Dåb med pædagogiske symboler

Dåben rummer kernen i evangeliet, og den er fuld af symboler, der er til at føle på, og som gør det nemmere at forstå og huske. F.eks. fortæller jeg, at hvis vores døbefond i Græsted kirke havde været lidt ældre, så ville den have været hul, og sølvfadet der bruges til vand, ville blot dække over det dybe hul, som før i tiden ville være fyldt op med vand. Dåben foregik nemlig tidligere – helt tilbage til Jesus tid – med fuld neddykning, og det illustrerer meget tydeligt, hvad dåb betyder. Vi drukner noget i dåben, noget dør, men vi kommer op igen og noget nyt bliver født. Bibelen kalder dåben for en genfødsel. Vi bliver født af Gud som hans børn.

Et andet symbol er vandet. Vi bruger vand i dåben, fordi vand renser det beskidte, og dåben er en renselse. Dét kan godt få mange forældre til at sætte kaffekoppen lidt undrende. For hvad har det lille “uskyldige” barn gjort, at det har brug for renselse og tilgivelse? Men forældrene viderefører selv denne tolkning i den symbolik og de traditioner, de tager med sig. De fleste har jo arrangeret det med en hvid dåbskjole, ofte et arvestykke, og den hvide kjole symboliserer, at dåben renser og gør ren. Netop når vi døber de små børn, som ligger sovende i mors arme, så bliver dåben en konkretisering af, at Gud tilgiver. Synd er ikke først og fremmest handlinger, men et spørgsmål om, hvilken position, vi har over for Gud. Vores begynder-position som mennesker er, at vi er født uden for Paradisets have. De fleste kender beretningen om Adam og Eva, der overtrådte forbudet om at spise af kundskabens træ. Derefter blev de bortvist fra haven. Dér, udenfor haven, er alle mennesker siden blevet født. Evangeliet handler netop om, at vi kan blive hjulpet ind til nyt fællesskab med Gud, og dåben åbner for det fællesskab, forklarer Roar Lavik.

Det sker af og til, at han efter sådan en samtale er blevet kontaktet igen. Det viser sig, at en af forældrene ikke er blevet døbt, og nu ønsker at blive døbt. Flere voksne, som ikke blev døbt, da de var børn, henvender sig. Til høstgudstjenesten for nylig blev en mor og hendes to døtre døbt.

Det er ikke de store flokke, men det sker, og tendensen er helt tydelig: tiden er til refleksion over sin egen tro, siger Roar Lavik.

50 timer om Gud og tro.

Roar underviser to hold konfirmander, hvor konfirmationsfrekvensen fortsat er ret høj. Der er kun ca. 5 ud af en klasse på 22, der vælger konfirmationen fra – og i flere tilfælde skyldes det en anden kulturel baggrund og eventuel en muslimsk tro. – Jeg underviser dem omkring 50 timer, og jeg synes, det er en enestående mulighed for at lære dem ham at kende, som de er døbt til at tilhøre. Jeg synes ikke det er svært at få en god dialog, de er åbne og ærlige, provokerer når de har brug for det, og reagerer spontant, når de selv bliver provokeret. Jeg oplever tit, at de i begyndelsen er lidt famlende og kan spørge: Skal vi tro for at være med? Men det skal de ikke. Det er en enestående mulighed for at lære noget om kristendommen. Mange gange vokser troen gennem undervisningsforløbet. Det giver mig som præst en stor opmuntring, siger Roar Lavik og fortsætter – for der skabes noget, når evangeliet bliver forkyndt.

Kirkens store udfordring.

Det er afgørende for os som kirke at bevare kontakten. Den store udfordring for kirken er, hvordan vi kan bevare den tilknytning til kirken som opstår gennem konfirmandundervisningen og konfirmationen, understreger Roar Lavik. Det kan være vanskeligt på grund af uddannelse og studier. Men vi prøver at bevare kontakten gennem vort ungdomsarbejde, der består i særlige arrangementer for de unge, f.eks. ekskursioner og weekendlejre, hytteture og kanoture, osv. Det betyder meget, at vi så længe vi har mulighed for det, bygger videre på det positive venskab og fællesskab som er opstået i forbindelse med konfirmandundervisningen.

Kirke og identitet.

Roar Lavik er ikke i tvivl om, at mange flere end de, der kommer i kirke om søndagen, oplever kirken og troen som en del af deres identitet. – Jeg mærker det i samtalerne, når jeg f.eks. senere får lov til at døbe tidligere konfirmanders børn, og når de skal giftes. De mener noget med det, og til deres bryllup ønsker de også en kirkelig vielse, og det er altid dejligt at se dem igen og høre om deres livssituation. Så hvis jeg skal konkludere på situationen i dag, så har vi som kirke rigtig gode muligheder – større end for 20 år siden.